Syltede Blommer

Selvom de varme sensommerdage kan snyde, ja så er efteråret så småt ved at ramme os.

Gennem den sidste måned har der været blommer i massevis. Blommer der både er blevet spist som de er, men også syltet og lavet til blommemarmelade.
Her kommer én af mine ynglingsopskrifter på en RIGTIG efterårsklassiker; Syltede blommer.

Du kan både spise dem til is eller som tilbehør til kage, men alternativt kan du bruge de syltede blommer på franskbrød – serveret med flødeskum og og en varm kop the eller kaffe. Det er super lækkert.


Syltede blommer

 

Syltede blommer

Ingredienser til ca. 750 ml

  • 4 blommer
  • 4 nektariner
  • 5 dl vand
  • 1 dl sukker
  • 1 vaniljestang + korn
  • 1 spsk Atamon

Fremgangsmåde

  • Del blommer og nektariner og tag stenene ud. Skær dem i grove både.
  • Kom vand, sukker og vaniljekorn + stang i en gryde. Kog det op og lad det koge ind i ca. 4 min.
  • Tilsæt nektariner og blommer, kog dem med i ca. 30 sekunder.
  • Skold et patentglas og ryst det med atamon. Kom den syltede frugt i, fyld derefter op med lagen.
  • Luk låget straks, for at skabe tryk.
  • Opbevar glasset i køleskabet.

 

Blommetoast til de lækkersultne

Ingredienser 2 stk:

  • 2 stk franskbrød – gerne tørt
  • smør
  • 2 tsk sukker
  • 8-12 stk syltet frugt
  • 1/2 dl saft fra den syltede frugt

Fremgangsmåde: 

    • Tænd ovnen på 200 grader over&undervarme
    • Smør brødet med et gavmildt lag smør på den ene side
    • Drys med sukker og læg brødskiverne i et ildfast fad
    • Fordel den syltede frugt og saften ud over brød skiverne og bag det i ca 30-40 minutter eller til brødet er gyldent og sprødt
    • Server med flødeskum eller creme fraiche og en kod kop kaffe

 

Efterårets yndlingsdrik

Saften fra de syltede blommer og nektariner smager HELT fantastisk hvis du blander det op med kogende vand og smider en skive appelsin eller citron i.
Si saften gennem et kaffefilter så du får den helt rene saft – Det kan sagtens fryses hvis du vil gemme det til senere…
Bland saft og vand i forholdet 1/1 og lad det stå og trække med en skive citrusfrugt i bunden af hver kop. Drikkes varmt og gerne mens vinden rusker og regnen sjasker ned.