Skyr-yoghurt

Skyr yoghurt til de hurtige morgenstunder

Jeg er startet i skole igen… Det er sgu lidt specielt… Pludselig er man hende “den gamle” der triller tidligt i seng på studieture. Og på trods af at jeg i en shopping-rus forkælede mig selv med ny skoletaske, ny mac og smarte briller, så jeg rigtigt kunne være “ung med de unge”, ja så føler jeg mig langt fra ung.

Jeg føler mig gammel – Men gudskelov på den VIRKELIG fede måde!
For du godeste hvor er det mange år siden jeg var 21 – og gik i byen og festede.
Det er tæt på tusind år jeg drak fadøl torsdag aften, og gik på disko fredag og lørdag.
Dengang var jeg en “verdenskvinde” – ihvertfald efter egen opfattelse.
Idag kan jeg se hvor “ung og naiv” jeg i virkeligheden var.
Og selvom jeg sommetider bliver helt ANGST over at fylde 34 liiiige om lidt, så ønsker jeg BESTEMT ikke at være 21 år igen!
Og her skal jeg så lige skynde mig at understrege, at jeg har DE SKØNNESTE klassekammerater man overhovedet kunne ønske sig…
Er sikker på at det bliver en fornøjelse at lære en masse nyt om markedsføringsstrategi sammen med disse mennesker. Aldersgruppen spænder bredt – og jeg er bestemt ikke den eneste over 30 der har været ude at købe ny skoletaske ;) Men min er dog klart den flotteste
Jeg skal dog ærligt indrømme at jeg helt havde glemt hvor meget det kræver i “madpakkeplanlægning” at gå i skole igen. Lækre opskrifter til madpakken er en mangelvare, og har desværre set mig nødsaget til at ændre lidt på mine morgenmadsrutiner igen ;) Jeg kan simpelthen ikke slæbe min tunge røv op om morgenen, så jeg kan nå at lave pandekager, æg eller lignende.
Skyr er derfor blevet min foretrukne spise om morgenen for tiden, men det bliver sgu nemt lidt kedelig, så forsøger at peppe det lidt op. I morges fik jeg tryllet en skyr yoghurt frem, som både var super cremet og mega mættende…
Haps haps – den skal straks deles!

Skyr yoghurt med jordbær, blåbær og banan – det er lækkert!

Ingredienser til skyr yoghurt:
2 dl skyr
50 g frosne jordbær
2/3 banan
ca. 20 frosne blåbær
1 dl minimælk
Fremgangsmåde skyr yoghurt:
  • Smid alle ingredienserne i en blender og blend på fuld skrald indtil du får en jævn og cremet masse – tykkere end en smoothie, tyndere end skyr = skyr yoghurt
  • Smid müsli på toppen af din skyr yoghurt eller som jeg ristede kokosflager.
  • BUM – super lækkert, virkeligt mættende og ikke mindst hamrende nem at lave. Mit store sovehjerte elsker det!