Skumfiduser med lakridssmag

Kender i udtrykket man bruger om slik “Det er det rene sukker!”?

Ja tak… Disse skumfiduser fra Johan Bülow er i sandhed det rene sukker. Ikke desto mindre forsvinder de som dug for solen hvis ikke man gemmer dem af vejen.
Fik i sidste uge smidt en kogebog ind af brevsprækken – sammen med lidt lakridsråvarer… Havde deltaget i en konkurrence – Og for en gangs skyld vandt jeg … :)
Jeg faldt straks over denne opskrift og tænkte at det må prøves… Resultatet var intet mindre end fænomonalt – og stærkt vanedannede. Liiiige til en forandring lavede jeg lidt om på opskriften, men udgangspunktet er stadig fra den kære “Lakrids-Bornholmer”. LOVE IT!

Så idag har formiddagen budt på torden vejrs hygge med kaffe og hjemmelavede skumfidusser.

 

Jeg skal dog liiiige advare om, at skummet klistrer af H til, og det kræver lidt tålmodighed at rense redskaberne efterfølgende. Men… Det er helt klart anstrengelserne værd

Opskriften følger her:

 

Ingredienser skumfiduser med lakridssmag:

5 blade husblas
60 g vand
200 g sukker
125 g lys sirup
1/2 tsk flagesalt
2 tsk fint lakridspulver
1 tsk salmiak lakridspulver

Flormelis

 

Fremgangsmåde skumfiduser med lakridssmag:

  • Udblød husblassen i vand
  • Varm sukker, sirup, og vand op til 120 grader – rør undervejs og brug et kogetermometer så massen ikke bliver for varm
  • Beklæd en form af passende størrelse ca. 20 x 20 cm med bagepapir – drys bunden med flormelis og lidt lakridspulver – stil formen til side så den er klar når skummet skal smøres ud
  • Når sukkermassen har nået den ønskede temperatur tages den fra varmen og den udblødte husblas udrøres heri
  • Den varme masse piskes lys og luftig – enten med håndmikser eller i en røremaskine – Det tager 5 -7 minutter i røremaskinen.
  • Når massen er lys, luftig og skum agtig tilsættes salt og lakridspulveret sigtes i under omrøring – pas på når der tilsættes lakrids – det klumper nemt
  • Det gælder om at få massen “smurt ud” inden den bliver for “kold” så når skummet har den ønskede konsistens er det med at få den smurt ud ret hurtigt.
    Fordel massen med en dejskraber eller en spatel – Hvis du bliver klistret ind og skummet ikke vil slippe så brug vand – det opløser det med det samme.
  • Efter et par timer skæres skummet i passende stykker der fordeles på et stykke bagepapir dækkes til og tørrer natten over – skumfiduserne får en tør overflade, når de får lov at stå ude – skal de hjælpes lidt på vej, kan du drysse dem med flormelis.