
Nem limonade med rød grape
Dette er egentlig en sommer drik… Og egentlig plejer jeg at lave den primært på citroner. Men limonade kan jo sagtens drikkes hele året, og i disse dage mæsker jeg mig med limonade lavet på grapefrugter i håbet om, at min forkølelse vil forsvinde.
Trænger til alt den hjælp jeg kan få i forhold til at få slugt de skønne C-vitaminer, så må jo “ofre” mig og drikke lidt sommerlimonade…
Den smager yum yum – og kan sagtens tåle en slat vodka – Jeg siger det bare … !!
Ingredienser til limonade med rød grape:
2 dl vand
300 g sukker – Gerne rørsukker
3 citroner
2 røde grapefrugter
Fremgangsmåde limonade med rød grape:
- Kog vand og sukker sammen i en gryde til sukkeret er opløst
- Lad siruppen køle af
- Pres saften af citronerne og grapefrugterne og si det ned i en kande
- Når siruppen er kølet nok af smages citrussaften til med sukker-siruppen
- Det er lidt en smagssag hvor sød man gerne vil have den… Jeg plejer at bruge ca. 2/3 af siruppen, men hvis man vil have den sødere tilsætter man bare hele baduljen.
Server den færdige limonade fortyndet med vand – Jeg bruger forholdet 1/1 – og ikke mindst masser af is…