Hjemmelavet falafel

Nem hjemmelavet falafel til Picnickurven

Okay – Måske går falafel ikke som egentlig dansk mormormad, og min elskede mormor ville helt sikkert ALDRIG have lavet falafel. Men skidt med det! Opskriften skal på bloggen, for hjemmelavet falafel er værd at slå et slag for.
Hold op hvor det smager godt….
Efter sidste besøg hos min falafel-pusher, kom jeg i tanke om at jeg jo sagtens selv kunne lave de lækre kugler, dog indstillet på at de nok ikke ville smage så godt, som dem jeg køber hos Klostertorvets grønt….

I dag kastede jeg mig så over projektet  – og hold da op hvor blev de gode. Jeg skal seriøst leve af hjemmelavet falafel den næste tid.

Hjemmelavet falafel

Claus og jeg havde aftalt en Picnic ud i det blå, og falafel var en nem erstatning til det klassiske flüte der ligger i madkurven.

Faktisk tror jeg, at de også sagtens kan bruges til madpakken, når jeg er på skolen, eller i det hele taget på farten.
Jeg frituresteger min falafel i majsolie. Jeg ved godt at mange ville stege dem på på en pande, eller i ovnen for at spare på fedtet, men formen og skorpen bliver bedst, når de bliver friturestegt. Jeg kan se at der ikke forsvinder så meget olie fra gryden under stegningen, så jeg tror faktisk ikke at de suger så voldsomt meget olie (Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind, at de ikke gør).

Opskriften på hjemmelavet falafel får du her

 

Ingredienser hjemmelavet falafel:

2 dl kikærter (udblødt i vand i minimum 12 timer – De skal ikke koges)
2 løg
2 fed hvidløg
2 store håndfulde persille
1 stor håndfuld purløg
2 tsk spidskommen
2 tsk koriander
½ tsk chiliflager
2 tsk salt
2 æg
Eventuelt:¾ dl groft hakkede oliven – disse kan udelades, men jeg syntes de giver en god smag.

Brødrester
Fuldkornshvedemel
1 liter olie til stegning

 

Fremgangsmåde hjemmelavet falafel:

  • Blend kikærter, krydderurter, løg, hvidløg og kydderier sammen med æggene. Jeg bruger hakkeren på min køkkenmaskine til dette formål – Det er så dejligt nemt.
  • Når farsen er blandet godt og har den ønskede stuktur, kan du tilsætte oliven hvis du ønsker at få det i. (Jeg syntes det gør noget godt for smagen.)
  • Når alle ingredienserne er blandet sammen tjekker du konsistensen. Farsen skal være så blød som muligt, men stadig kunne formes til en kugle. Det er lidt en gefühl sag. Hvis dejen er for våd kan du med fordel tilsætte lidt gammelt brød og/eller lidt fuldkornshvedemel. Du kan også bruge almindeligt mel, men jeg foretrækker fuldkorn, da det giver en lidt bedre struktur.
  • Når du er klar til at stege dine falafler varmer du olien op i en gryde á ca. 3 liter. Jeg sætter fuld skrue på varmen til at starte med, og når olien så er tilpas varm, skruer jeg ned på middel.
  • Steg din hjemmelavede falafel, til den har den ønskede farve. Alt efter hvor varm din olie er kan det tage mellem 3-6 minutter.
  • Læg de færdigstegte falfler på et stykke køkkenrulle eller andet fedtsugende papir.

Så er der hjemmelavede falafler – lige til madkurven eller madpakken.