Mørbradgryde

Mormors mørbradgryde

Som lovet igår kommer her opskriften på den lækreste mørbradgryde.

Efteråret er for mig lig med simreretter. En klassiker bland disse er uden tvivl mørbradgryde… Den er TOP LÆKKER – og super nem at lave.

Smagen er uovertruffen i en møbradgryde når ellers råvarerne er i orden. Jeg køber cocktailpølser og bacon hos slagteren og kan man finde en mørbrad fra en gris der faktisk har haft et helt fornuftigt liv, ja så er det jo klart at foretrække.

Jeg tilbereder altid retten i en sauterpande – Syntes det giver det bedste resultat.

På ingen måde slankemad… Men pyt – det er jo sæson for tykke trøjer ;) En lang gåtur i skoven efterfulgt af en god simreret…. Så hygges der!!

 

Ingredienser mørbradgryde ca. 4 personer:

1 svinemørbrad på ca. 500 g

200 g bacon i tern

250 g champignon skåret i skiver

1 peberfrugt – skåret i mindre stykker

1 løg i små tern

1 dåse tomat pure – 150 ml

1 dl vand

1 tsk paprika

200 g cocktailpølser (kan udelades)

2 1/2 dl fløde

Salt & Peber

 

Fremgangsmåde mørbradgryde:

  • Afpuds mørbraden og skær den i skiver på ca. 2 cm – krydder dem med salt og peber og lad kødet stå og trække mens du steger baconen gyldent på en pande
  • Tag baconen over på en tallerken med lidt køkkenrulle, så det værste fedt bliver suget væk
  • Brun mørbradbøfferne på panden i det overskydende fedt – er det nødvendigt så tilsæt lidt ekstra fedtstof i form af olie eller smør
  • Tag mørbradbøfferne af panden og stil dem til side på en tallerken
  • Svits løg og champignon sammen i en gryde på minimum 3 liter til løgene er klare
  • Tilsæt peberfrugt og lad det stege yderligere et par minutter
  • Tilsæt nu mørbrad, bacon, tomatpuré og vand – lad retten simre under låg i ca. 45 minutter
  • Til slut tilsættes cocktailpølser og fløde og retten simrer yderligere 10 minutter.
  • Server din mørbradgryde med kogte ris eller kartoffelmos.