mormorbrød

mormorbrød

Less is more som man siger…

Jeg har gennem tiden bagt rigtigt mange brød. Nogle på surdej, nogle koldthævede og med masser af kerner. Men klassikeren og bestselleren – min mormors franskbrød er og bliver en sikker vinder.
Min mormor bagte altid det klassiske AMO franskbrød, og det smagte bare super godt hver eneste gang. Hun bagte altid dobbelt portion, og når jeg kom hjem til mormor og morfar om eftermiddagen efter skole, var der ofte nybagt franskbrød – de stod som oftest til afkøling på radiatoren. Den dag idag køler jeg også mine mormorbrød af på radiatoren. Ikke fordi det gør nogen forskel, men fordi det er tradition ….

 

mormorbrød

Selvom jeg ofte har bagt disse franskbrød, så er det alligevl aldrig lykkedes mig at få dem til at smage helt som mormors… Ikke før min mor oplyste mig om, at mormor altid gned brødene i kaffe inden hun bagte dem…. Ahhh – se det trick kendte jeg ikke ;)

Uanset så er mormorbrød med smør og spegepølse bare noget nær det bedste jeg ved. Tænk så mange minder der kan være forbundet med en skive franskbrød ;)

Efterårsdage med regn og rusk, bliver så meget bedre med mormors franskbrød og hjemmelavet marmelade – som f.eks. dette gode kirsebærsyltetøj.

 

Ingredienser til 1 stk mormorbrød:
25 g gær
3 dl mælk
25 g smør
1 tsk fint salt
1 tsk sukker
500 g mel

Æg til pensling – eller kaffe:)

 

Fremgangsmåde:

  • Smelt smørret i en lille kasserolle, tilsæt mælk og varm det langsomt op til det er lunt
  • Opløs gæren heri
  • Bland mel, sukker, og salt og tilsæt den lune mælkeblanding
  • Ælt dejen grundigt til den er blød og smidig og slipper skålens kanter – Jeg bruger 10 minutter i røremaskine ved middelhastighed
  • Lad dejen efterhæve i 1 time til den har dobbelt størrelse
  • Slå dejen ned og spænd den op til et aflangt rundt brød eller bag den i form
  • Lad dejen efterhæve et lunt sted tænd ovnen på 200 grader over&undervarme
  • Pensel dejen med sammenpisket æg, vand eller kaffe ;)
  • Bag brødet ved 200 grader i en forvarmet ovn
  • Lad brødet køle helt af på en rist