Æblekage med brunkagelåg og kanelis

 

Ok – Hvis jeg skulle have fejret nytårsaften hjemme – og selv skulle stå for desserten så er det STENSIKKERT at foruden den klassiske citronfromage, så havde denne lækre dessert været på menuen.

Først og fremmest fordi den er super lækker, men også fordi den nemt kan gøres klar på forhånd, og så bare smides ind i ovnen så den er lækker, lun og nybagt når den skal serveres.

Må med skam erkende at jeg har spist det 2 dage i streg nu….. Ahhhh okay…. Nok faktisk nærmere 3 :/ Men det smager bare super godt!
Sidst men ikke mindst kræver det et minimum af ingredienser – og det er faktisk også meget rart!
Jeg laver dem i små skåle … Syntes det virker så fint at man har kagen og så ellers plads til lidt is ovenpå.
Jeg laver altid is i en ismaskine, men reelt set kan du sagtens lave isen uden. Så skal du bare sørge for at røre i isen et par gange under indfrysning.
Nå – men til sagen. Start med at lave isen – den skal jo lige fryse lidt før den er klar ;)
Kanelis med brunkagestykker
3 æg
6 spsk sukker
3 dl fløde
1 – 2 tsk stødt kanel
Ca. 20 brunkager – de må gerne være lidt bløde, så er de nemmere at skære i stykker
Fremgangsmåde
Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Det må meget gerne piskes længe så det bliver så stift som muligt
Hæld æggemassen i en skål og sæt den til side
Pisk fløden stiv – resultatet bliver bedst hvis den stadig er lidt blød. Min mormor sagde altid at flødeskum skal være fløjlsblød – så lad os kalde den det!
Vend fløde og æggemasse sammen så du får en lækker råcreme.
Tilsæt kanel lidt ad gangen – smag gerne undervejs så du ikke får tilsat for meget kanel. Jeg kan godt lide at det smager en del af kanel – men jeg er også en sucker for kanel.
Skær brunkagerne i små stykker og tilsæt til sidst disse i din ismasse.
Hvis du har en ismaskine så kører du lige ismassen gennem denne til den har softice konsistens, og hvis ikke du er den lykkelige ejer af en ismaskine så hopper du videre til næste trin
Hæld ismassen i en fryseegnet form og stil den i fryseren. Rør et par gange undervejs så du undgår at ismassen skiller.
Tag isen ud af fryseren ca. 10 minutter før servering.
Æblekage med brunkagelåg
4 personer
2-3 æbler
4 spsk sirup
20 g smør
60 g smør
60 g sukker
60 g mel
40 g brunkager
Fremgangsmåde:
Æblefyld
Skær æblerne i små tern og fordel stykkerne i små ildfaste forme til formene er 2/3 fyldte.
Hæld en spsk sirup ud over æblerne i hver form
Læg en klat smør à ca. 5 g på toppen af æblerne i hver form.
Smuldredej
Hak brunkagerne i mindre stykker
Smuldr smør, sukker, mel og brunkager sammen og ælt det til en dej
Del dejen i 4 portioner og fordel dejen ud over de 4 forme så hver æblekage får et “låg” af smuldret dej
Tænd ovnen og sæt den på 175 grader – over&undervarme
Sæt de små skåle ind i ovnen og lad æblekagerne bage i ca. 25 minutter – eller til de er gyldne og lysebrune.
Tag kagerne skålene ud af ovnen og lad dem afkøle før de serveres med en kugle kanelis på toppen.